1670-1848

Danske rederier og handelskompagnier begynder at kolonisere øerne i Caribien. Plantagerne etableres og skibstransporterne med slavegjorte afrikanere vokser i omfang. Danmark bliver den syvende største slavenation som deltager i den indbringende trekantshandel: Danske skibe sejler våben, klæder, husgeråd til Vestafrika og modtager slavegjorte i bytte. De slavegjorte sejles under forfærdelige forhold til øerne i Caribien, hvor de arbejder under elendige og brutale forhold på især sukkerplantager. Lastet med sukker og rom fuldfører skibene trekantens sidste del til København. I lange perioder bidrager de slavegjorte til stor velstand blandt de rige i Danmark. Efter englandskrigene mister øerne langsomt deres profitable værdi, og i 1848 må Danmark opgive slaveriet.

Danmark
1670

I 1670 bliver Christian 5. konge i Danmark. Hans far Frederik 3. har indført enevælden, hvilket i praksis betyder, at kongen kan regere enerådigt.
Christian 5 udsteder den oktroj (dvs. en bevilling eller tilladelse) der giver Det Vestindiske Kompagni ret til at bestyre de danske besiddelser i Vestindien, og den kongelige familie investerer store summer i kompagniet.

Københavns Havn, Dokken indvies 1743. Det Kgl. Bibliotek.

De europæiske kolonimagter har som almindelig praksis, at sende straffefanger til kolonierne. Det gør man også i Danmark i de første år efter koloniseringen af St. Thomas. Udover straffefangerne kommer der også andre danskere til kolonierne som arbejdskraft – de såkaldte servinger, typisk fattige unge som tegner en kontrakt for f.eks. tre år, hvor de så arbejder for kost, logi og lidt naturalier.

Den senere første danske guvernør i Vestindien, Jørgen Iversen, starter som serving på den engelske ø Sct. Christopher, men det er usædvanligt, at servinger kan arbejde sig op i samfundet på den måde.

De fleste straffefanger og servinger har næsten lige så dårlige vilkår som de slavegjorte.

Vestindien
1670

Efter flere ekspeditioner til Caribien og et forgæves forsøg på at besætte øen St. Thomas i 1666, opretter man i 1671 Det Vestindiske Kompagni i København. Kompagniet får eneret på besejlingen af Vestindien og ret til at kolonisere øen St. Thomas.

Danskeren Jørgen Iversen, har tidligere været i Vestindien, og han bliver guvernør og valgt til at lede den ekspedition, der i 1672 går i land på St. Thomas for at kolonisere øen.
Da de danske kolonister hurtigt bukker under for sygdomme og hårdt arbejde, begynder Iversen at købe slaver, og i 1675 eller 76 ankommer det første danske skib med slavegjorte afrikanere til øerne.

Slaveskibet Fredensborg 1788. Museet for Søfart

Herefter sejler danske skibe igennem årene op mod 100.000 slavegjorte afrikanere til Vestindien, indtil handlen med slavegjorte fra Afrika bliver endeligt forbudt i de danske besiddelser i 1803. Sejladser og handel med slavegjorte fortsætter dog i det skjulte nogen år endnu.

Handlen med slaver er en del af den lukrative trekantshandel, hvor varer bliver sejlet til Afrika, byttet mod slavegjorte, som bliver sejlet til Amerika, hvor de arbejder i sukker- og bomuldsplantager, hvorfra produkterne bliver sendt til Europa.
Kompagniet forestår administration, handel og plantagedrift, indtil den danske stat i 1755 overtager besiddelserne.

Danmark
1730

Stavnsbåndet bliver indført under Christian 6. i 1733. Det binder mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de er født. Stavnsbåndet begrundes i hensynet til, at godsejerne, der forestår udskrivningen af de værnepligtige, kan have tilstrækkeligt mandskab; det er imidlertid utvivlsomt lige så meget dikteret af godsejernes behov for arbejdskraft og unge til at fæste ledige gårde og huse.

Rå og brutale afstraffelser af selv mindre forseelser eller forbrydelser er almindeligt accepterede i den tids samfund. Indtil 1787 har en godsejer lov til at straffe sine undergivne med træhest, hundehul og halsjern.

Vestindien
1730

I tiden efter koloniseringen af St. Thomas ligner livet på plantagerne på St. Thomas livet på en dansk bondegård – bortset fra de slavegjorte, som der oftest kun er et par stykker af. Plantageejeren og hans familie arbejder selv med i marken og der er ikke råd til luksus.
Men det ændrer sig. Danmark koloniserer yderligere to øer: St. Jan, bliver koloniseret i 1718, og i 1733 køber Danmark St. Croix af Frankrig. De tre øer er tilsammen ikke større end øen Mors i Limfjorden: lidt over 300 km2, eller Møn, Rømø og Fanø.

Lasteplan for det engelske slaveskib ’Brooks’. De danske skibe blev lastet tilsvarende. Dansk Vestindisk selskab.

På alle tre øer ligger der plantager, men det bliver den største af øerne, St. Croix, med en stor flad slette, der er velegnet til landbrug, som bliver centrum for plantagedriften, først og fremmest sukkerplantager. Arbejdskraften kommer efterhånden til alene at bestå af importerede slavegjorte afrikanere. I 1754 har Dansk Vestindien en befolkning på ca. 14.000 slavegjorte og kun ca. 1750 hvide.

Den hvide befolkning på øerne er en broget skare. Selvom øerne er dansk besiddelse, er mange af dem, der ejer plantagerne eller arbejder som opsynsmænd hollændere og englændere, der slår sig ned på øerne.

Danmark- Norge og især København blomstrer under sukkerøkonomien. Importen af melasse fra Vestindien, raffineringen til sukker på raffinaderier i København og reeksport af raffineret sukker udgør i perioder i 1700 tallet mere end 50% af hovedstadens eksport. Det Vestindisk-guineiske Kompagni har eneret på handlen med sukker, og pengene strømmer ind til de købmænd og familier, der har investeret i Vestindien.

Odd Fellowpalæet eller Schimmelmanns palæ i København, tidligere ejet af Ernst Schimmelmann som var finansminister, modstander af slavetransporter, men som selv ejede slaver og plantager på St. Croix.

Kompagniet er den øverste myndighed på de Dansk-vestindiske Øer frem til 1753, hvor den danske stat tager over. Og i spidsen for Kompagniet står en guvernør. I 3L 1733 bliver Philip Gardelin guvernør for øerne, og han tager med det samme initiativ til et reglement for forholdet mellem slaverne og deres ejere.

Det er selv for tiden et ualmindelig brutalt regime, Gardelin foreskriver for de slavegjorte: Hvis en slave stikker af, skal vedkommende knibes med gloende tænger og derefter hænges. Det samme gælder for tyveri over en vis værdi. Ved mindre tyverier skal bødlen give tyven 100 piskeslag og brændemærke vedkommende i panden.

Halsring til at forhindre slavers flugtforsøg. Krogene griber fat i sukkerrør og buskads. Museet for Søfart.

Det er ikke op til den enkelte slaveejer at straffe sine slaver. Det er meningen, at straffen skal tjene til skræk og advarsel, så derfor er det myndighederne der udøver dem. Mange slaveejere undlader imidlertid at rapportere forseelser, for ikke at få beskadiget de slavegjortes arbejdsevne.

De hvide i Vestindien slipper dog billigere fra at opretholde det ulige slavesamfund, hvor det skal stå klart, at hvide betyder mere end sorte. F.eks. bliver de hvide straffet inde i fortet, men de sorte bliver straffet offentligt på pladsen udenfor, hvor der er en såkaldt justitspæl.

Plantageejerne har ansat en mesterknægt eller en manager, der ofte er brite, til at bestyre plantagen for sig. Slavernes arbejde bliver ledet af en hvid ’overseer’ eller en sort formand – en bomba.

En typisk sukkerplantage består af et luksuøst hovedhus til den hvide ejer eller manager. Hver sukkerplantage har sin egen sukkermølle og bygninger til fremstilling af melasse, som er den rå sukkermasse, der blev eksporteret til Danmark.

Slaverne bor i hytter, og får meget lidt mad udleveret. De må selv passe køkkenhaver og kan måske holde lidt høns eller svin. Men underernæringen er alligevel udbredt, og arbejdet i sukker- eller bomuldsmarkerne er hårdt. Arbejdet begynder ved 3-4-tiden om morgenen og slutter først halv syv om aftenen, når det bliver mørkt. Børn og invalide arbejder med, og søndage er de eneste fridage, som så kan bruges til at dyrke den livsnødvendige køkkenhave.

Under den ’florissante periode’ fra 1778-1807 blomstrer den internationale handel i København voldsomt op med store fortjenester på skibsfart. Handelskompagnierne tjener mest i Asien, men stadig rigtig meget i Vestindien.

I perioden fra ca. 1750-1800 udkæmper England og Frankrig indbyrdes krige om især kolonierne i Nordamerika. Danske handelsskibe anses for neutrale og de sejler med både lovlige og hvad de krigsførende lande betragter som ulovlige transporter. Frem til 1800 lykkes det Danmark at holde sig neutral og handelsflåden tjener enorme summer hjem til især København under beskyttelse af danske krigsskibe.

Laugsskilt for tidligere sukkerraffinaderi, ’Sukkermanden’, Nyhavn 11, Kbh. Foto: Jørgen Madsen

Slaverne er en handelsvare. De er en del af plantageejernes kapital og står opført i inventarlister på linje med produktionsudstyr, møbler og husdyr.
Ejeren kan købe og sælge sine slaver, som han har lyst til. Hvis en slave er ulydig eller uvillig kan straffen bestå i, at han eller hun bliver solgt til en anden plantage og bliver skilt fra familie og venner. På den måde kan børn og forældre blive skilt fra hinanden. F.eks. kan børnene blive sendt til Danmark, hvor det i en periode er på mode blandt de rige at have små sorte børn som tjenere.

I Philip Gardelins reglement for slaverne slår han fast, at negre, som i Vestindien er synonym med slave, var gjort til slaver af Gud. Det er en udbredt opfattelse helt frem til slaveriets ophør i 1848, at det er en defekt hos de slavegjorte selv, der er skyld i, at de er slaver. Racisme er altså fra starten indlejret i og en begrundelse for hele systemet, hvor slavegjorte mennesker er kapital på linje med jord og bygninger.

’Negergut’ i Christiansted på St. Croix, hvor frikøbte slavegjorte måtte slå sig ned. Nu et almindeligt beboelsesområde. ’Gut’ betyder en slugt med et vandløb eller grøft.

Slaverne kan frikøbe sig selv, hvis de kan skrabe pengene sammen, eller de kan frigives af deres ejere. Disse frigivne, ”frinegre”, som de blev kaldt, skal bo i særlige områder i byerne. Det paradoksale er, at de frigivne også selv ejer slaver, og at de ofte tjener som koloniherrernes og plantageejernes forlængede arm.
Da der i 1733 bryder et slaveoprør ud blandt de slaverne på St. Jan er det blandt andet et kontingent af ”frinegre”, der bliver sendt til øen for at slå oprøret ned.

Efterhånden bliver de slavegjorte L4 afrikanere kristnet. Det skaber en del samvittighedsproblemer, da det er en udbredt opfattelse, at kristne ikke kan være slaver, men i 1760 slår teologen Erik Pontoppidan fast, at når de kristne er sorte, er det ikke noget problem. Man kan altså med god samvittighed fortsætte med at hente sorte mennesker i Afrika, slavegøre og kristne dem.

Nazareth Evangelical Lutheran Church St. John. Alterkalk og døbefont er fra 1721 stammer fra Danmark.

I slutningen af 1700 tallet og frem opstår bevægelser mod slaveriet i England og Frankrig. I Danmark er modstanden begrænset. Selv efter den danske stat i 1755 overtager ansvaret for øerne fra Kompagniet, bliver slaverne stadig dømt efter Philip Gardelins reglement. Efterhånden bliver det almindeligt, at den siddende guvernør mildner straffene. Det ændrer dog ikke ved, at volden er en del af systemet. Pisk er stadig en del af hverdagen for slaverne, og barbariske straffe som at brænde slaverne med lak er almindeligt.

Danmark
1780-1800

I Danmark bliver det i 1780-1790’erne Paul Erdmann Isert, der sammen med finansminister og slaveejer Ernst Schimmelmann dem, der kommer til at personificere modstanden mod slavehandlen.
En rejse til Guldkysten i Afrika, hvor den danske handel med slavegjorte afrikanere udgår fra til Vestindien, gør Paul Isert til kritiker af slavehandlen og plantagerne i Vestindien. Hans bog Reise nach Guinea und den Caribäischen Inseln in Columbien, der udkommer i 1788 anses for at være det vigtigste danske litterære bidrag mod slaveriet.

Ernst Schimmelmann, som hjælper Isert med etableringen af kolonien, er en af Danmarks rigeste mænd. Han har store besiddelser i Danmark, men først og fremmest er han den største plantageejer i Vestindien. Paradoksalt nok, er han modstander af slaveriet samtidig med, at væsentlige dele af hans indtægter kom fra plantagerne i Vestindien.
Der er god grund til at tro, at han ikke ønsker konkurrence fra Iserts koloni i Afrika, men samtidig må man anerkende, at det var et særsyn, at han så slaveriet som et problem i en tid, hvor de fleste finder det naturligt.

Ernst Schimmelmann finansminister og senere statsminister i Danmark. Wikimedia.

Det er Ernst Schimmelmann, der nedsætter den kommission, der i 1792 fører til det danske forbud mod den transatlantiske slavehandel.

Forordning om Neger-handelen af 16. marts 1792 hvorved Christian VII forbyder slavehandlen

Vestindien
1770-1800

I anden halvdel af 1700-tallet begynder den danske slavehandel over Atlanten at blive mindre rentabel; flere af selskaberne bag går konkurs. De fleste af de slavegjorte afrikanere, der bliver bragt til de Dansk-vestindiske Øer bliver solgt videre til andre øer primært fra slavemarkeder på St. Thomas.
De første protester mod slavehandlens brutalitet bliver fremført offentligt. I Københavns bliver der i 1791 nedsat en kommission, som fører til, at det året efter bliver L5 forbudt at handle med slaver over Atlanten, men for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft på plantagerne, skal forbuddet først træde i kraft ti år senere i 1803.
I de ti år bliver overførslen af slavegjorte fra Afrika intensiveret. 19.013 mennesker blev sejlet til St. Croix og efter forbuddet er trådt i kraft bliver 10.500 slaver handlet gennem St. Thomas. Det betyder, at antallet af slaver i Dansk-Vestindien når sit maksimum på 35.837 personer i 1804.

Butlersbay på St. Croix F. Scholten november 1833. Nationalmuseet.

I 1827 overtager L6 Peter von Scholten posten som generalguvernør i Christiansted på St. Croix. Han er fortaler for en tættere alliance mellem de frie farvede og de hvide, så de kan gøre fælles front mod de slavegjorte, hvis det kommer til oprør, som man har set det på øen Saint Dominique, hvor et slaveoprør fører til oprettelsen af staten Haiti i 1804.
Peter von Scholtens anstrengelser fører til, at alle henvisninger til hudfarve bliver fjernet fra lovgivningen, men det betyder ikke, at de frifarvede og de hvide blev ligestillede i den virkelige verden.

Generalguvernør Peter Von Scholten

Det er en balancegang mellem ønsket om at opretholde indtægterne fra sukkerproduktionen og et stadig større pres for at ophæve slaveriet. I Storbritannien bliver slaveriet ophævet i 1834.
Samtidig ændres de tidligere straffe til slavegjorte til at være knapt så inhumane, og det sker, at slaver i retten kan få medhold i, at de er straffet uretmæssigt eller for hårdt.

Danmark
1800-1848

I 1801 har England fået nok af de danske handelsskibes sejlads med ulovligt gods. Den engelske flåde angriber København i ’Slaget på Reden’, og igen i 1807, hvor den danske flåde afstås til England. Herefter er Danmark ikke længere en søkrigsmagt som kan beskytte sine handelsskibe. Den florrisante periode ender.

Den engelske flåde ud for København august 1807. Wikimedia.

Det er Ernst Schimmelmann, der nedsætter den kommission, der i 1792 fører til det danske forbud mod den transatlantiske slavehandel.Herefter står Danmark på fransk side under Napoleonskrigene, og i de følgende år er man henvist til at genere den britiske skibsfart fra små kanonbåde langs kysterne, og Danmarks status som nordisk og europæisk flådemagt er endegyldigt slut.
Danmark er økonomisk udmarvet efter den langvarige krig. I 1813 går landet statsbankerot, og i 1814 underskriver Danmark en fredstraktat, hvor Norge afstås til Sverige.
Krigene har stor betydning i Dansk-Vestindien, som bliver besat af Storbritannien i 1801-02 og igen i 1807. Det viser med al tydelighed, at Danmark ikke er i stand til at forsvare øerne, hverken mod ydre eller indre fjender. De indre fjender i form af de mange briter, der bor på øerne, eller mod et slaveoprør.
Da øerne i 1815 blev givet tilbage til Danmark, er det ikke længere den samme kolonimagt. Norge er afstået til Sverige og den danske flåde eksisterer nærmest ikke længere.

Vestindien
1800-1848

I takt med frihedskrige og revolutioner i Europa og i den nye verden breder der sig en ny bevidsthed om menneskers værdig og rettigheder.
Et af de forhold, der har ændret sig i Vestindien er, at slaverne er begyndt at klage til myndighederne, når de føler, at de bliver uretfærdigt behandlet. De har indset, at de trods deres stilling i samfundet har visse rettigheder. Ejere, forvaltere og mesterknægte bliver stadig oftere trukket i retten. Det betyder ikke, at de slavegjorte får ret, ofte bliver de selv dømt, men det er en kolossal mentalitetsændring. De slavegjorte finder sig ikke længere i alt.
For koloniherrerne i København står det klart, at det kun er et spørgsmål om tid før slaveriet bliver ophævet, men plantageejerne i Vestindien ser anderledes på det. De ser på den kortsigtede profit og ikke, som mange af embedsmændene på opretholdelse af produktionen og dermed indtjeningen til staten på længere sigt.
Peter von Scholten indfører en række reformer som forbereder overgangen fra slaveri til frie landarbejdere. Blandt andet bliver der bygget skoler til de slavegjortes børn, som gerne bytter markarbejde ud med skolen. På skolerne bliver de undervist på engelsk, som er det mest udbredte sprog på øerne. Dansk bliver kun brugt som administrationssprog.

Høgensborg, St. Croix. Søfartsmuseet.

For plantageejerne er begyndelsen af 1800-tallet en gylden periode. Sukkerpriserne er igen høje på grund af krigene i Europa, og de tjener penge som aldrig før. Det fører til en luksuøs livsførelse, hvor de hvide i deres store huse holder baller og prangende middagsselskaber. Men de gyldne år ophører med krigenes afslutning og sukkerpriserne falder på ny.